Beretning Danske Planchefer 2017/2018

I 2018 har vi i bestyrelsen haft fokus på fortsat styrkelse af netværket i vores forening og hermed planfaggruppen.

I 2017 kom Kreds Hovedstad med og i år er Sydjylland under planlægning.

Sidste år hævede vi ambitionen og bookede 50 værelser, men vores bekymring blev gjort til skamme.

Som vi løftede sløret for sidste år ønsker vi i bestyrelsen at skærpe indsatsen på vores interne kommunikation i foreningen, derfor vil vi koble os op på KTC Netværket, som er en digital videndelingsplatform. Vi kan se nogle rigtig gode perspektiver i forhold til vores organisering, vores kredsnetværk og planfaggruppen. Samtidig vil vi blive mere synlige i det kommunaltekniske område – og det gør jo bestemt ikke noget. I vil modtage mail herom inden nytår. I må dog ikke glemme at dele på vores Facebook og Instagram.

Sidste år satte vi fokus på vores store ansvar for andres menneskers trivsel og for at skabe arbejdspladser, hvor vores medarbejdere og vi selv både giver og henter energi. Til at hjælpe os med at folde emnet ud, havde vi besøg af Christian Ørsted og Eva Hertz.

  • Christian fortalte om hans syn på performancekulturen og de myter om motivation, anerkendelse, personlig udvikling og teamwork, der undergraver vores produktivitet og helbred.
  • Eva delte med os sine tanker om mental robusthed, der gør os i stand til at håndtere udfordringer, stress og svære hændelser.

Vi lærte bl.a. at man ikke kan hælde af en tom kande, at vi skal udtrykke vores håb for fremtiden  og passe på hinanden, det var to gode oplæg med en spændende efterfølgende debat så vi tog herfra med masser af inspiration til trivselen derhjemme.

I år er det første år uden forårstur, måske savnes af nogen? Til gengæld kan vi løfte sløret for forårsturen 2019.
23. og 24. maj går turen til Esbjerg-Varde, hvor Peter og Tove har været så søde at byde sig til som værter og arrangører. Vi skal bo på badehotel med 25 værelser, er tilmeldingen stor skal værelserne fyldes op, så det en god ide allerede at overveje mulig roommate, men det hører I mere til i det nye år.

Vi har fortsat i bestyrelsen et ønske om at Danske Planchefer fortsat skal være en værdifuld forening hvor medlemmerne fra  landets kommuner har mulighed for at pleje netværket og sikre de vigtige kontakter og det arbejde vil vi fortsætte i 2019.

På bestyrelsens vegne

Anja Carlslund
Formand