Sammenhæng og strategisk ledelse i en virkelighed, der belønner enkeltsagen
Som planchefer er vi sat i verden for at skabe resultater baseret på langsigtet strategisk udvikling samtidig med at vi arbejder i en politisk kontekst, hvor beslutninger ofte træffes på baggrund af enkeltsager, sager med høj symbolværdi og kort tidshorisont. Hvordan håndterer vi det paradoks og hvordan tager vi aktivt lederskab i det?
På årsmødet stiller vi skarpt på strategisk ledelse, der binder fagligheder, forvaltninger og politiske dagsordenener sammen. Vi ser på hvordan vi skaber retning når kompleksiteten vokser og når nye politikere onboardes og skal navigere i en ukendt administrativ virkelighed. Vi taler om ledelse der både skal håndtere hverdagens her og nu beslutninger, og sikre fokus på langsigtet kapacitet, tillid og sammenhængskraft.
Vi får bl.a. besøg af Stig Werner Isaksen, direktør i Viborg Kommune og Mads Leth Jacobsen, forsker i offentlig ledelse, som begge giver os nye indsigter og konkrete greb til at styrke vores rolle som tværgående ledere der skaber løsninger med andre i og uden for murene af rådhuset. Herudover vil vi torsdag aften få et kulturhistorisk indblik i vandets veje – fortalt af Boris Brorman Jensen.
Glæd dig til et par dage hvor du får tanket op med gode gensyn, lært nye planchefkolleger at kende og selvfølgelig får fyldt en masse god viden på motoren. Skynd dig at tilmelde dig til årets hyggeligste og mest vedkommende møde på Hindsgavl Slot!
PBV
Lotte Højgaard
Forperson