Om bestyrelsesarbejdet i 2023
I år er det 20 år siden Henrik Berthelsen, Stadsarkitekt i Horsens Kommune, tog initiativ til at stifte Danske planchefer. Det skete, som jeg hører det, sammen med en række andre planchefer. Jeg har desværre ikke fundet ud af hvem, så vi kunne få genfortalt historien.
Jeg har fundet ud af, at der er flere ’institutioner’ i lighed med Danske Planchefer der også har 20 års jubilæum i år, fx Vild Med Dans og Monopolet. Vi lever måske et lidt mere stille liv, men løser mange flere dilemmaer end Monopolet, og udfører mange flere kreative danse med bygherrer, udviklere, borgere og politikerne end nogensinde vist på TV2.
Bestyrelsen har i 2023 arbejdet med:
- Bidraget til Planlægning og afvikling af planlovsdag med DABYFO m.fl.
- Fortsat planlægning af webinar om datadreven byudvikling
- Kontakter til og drøftelser med samarbejdspartnere og interessevaretagelse gennem Planfaggruppen
- Udvikling af ny hjemmeside
- Afholdt to seminarer om bystrateficering, nu bystrategicering
- Gennemførelse af studietur til Helsinki Juni 2023
- Kampagne for nye medlemmer
- Planlægning af årsmødet
Bestyrelsen består af Marianne, Dennis, Pia, Peter, Anders, Britta, Lotte og jeg selv.
Det er DABYFO der står for de årlige Planlovsdage, men Danske Planchefer og Planstyrelsen er med til at arrangere det. Der er kommet nye folk i DABYFOs bestyrelse og de synes der er lidt for meget planlægning og lidt for lidt for byggesagsbehandlere. Det vil påvirke programmet i de kommende år. Men forhåbentligt kan vi stadig holde det på en måde, så det fortsat er interessant og relevant for byplanlæggere.
Webinaret om datadreven byudvikling er stadig under planlægning, og vi havde forventer det kunne afholdes her i efteråret. Nu håber vi det sker i løbet af vinteren.
Som jeg nævnte i fjor, så tager det faktisk noget tid og arbejde at lave disse webinarer, så der er grænser for, hvad vi kan præstere med vores lille organisation. Derfor vil vi kigge mere på mulighederne for et samarbejde med andre – især Byplanlab, DABYFO, DAC, FAB og nu genopståede NYP m.fl. – om at kunne lave noget fælles.
Om medlemsnetværk og kommunikation
I 2021 planlagde bestyrelsen vores ny ’kommunikations og kanalstrategi’. Det handler om forberedelse af en ny hjemmeside samt forbedring af kommunikationsmulighederne for medlemmerne og for de regionale netværk. Denne sag nævnte jeg også i fjor, hvor udviklingen af ny hjemmeside havde ligget stille længe pga sygdom hos udvikleren. I år har en ny leverandør arbejdet på hjemmesiden, som nu skulle være klar til at blive præsenteret.
Pr. 1. sep. var vi 105 medlemmer – mod 107 pr. 1.nov. sidste år. Vi konstaterede at der var 33 kommuner, der ikke havde et medlem. Vi aftalte derfor i bestyrelsen at lave en kampagne for at hverve nye medlemmer i de kommuner, hvor vi ikke er repræsenteret. Efter vores lille ”kampagne” er vi nu 114 medlemmer.
Husk nu at man kan søge 5.000 kr. til faglige medlemsarrangementer i kredsene. Der er der ikke nogen, der har gjort brug af i år.
Årsmøde, studietur og medlemmer
Vi er 54 tilmeldt årsmødet i år. Det er på niveau med antallet de forrige år, vi har haft årsmøde. Vi holder os stabilt over 50.
Et af året store arrangementer var studieturen til Helsinki i Juni. Det var en rigtig god tur, med højt fagligt niveau og masser af fælles faglig snak. Desværre blev det ikke helt det tilløbsstykke, vi havde håbet på, så de er behov for at vurdere om det er tidspunktet, steder, prisen, temaet eller andet der er årsagen. Vi skal jo bruge foreningens penge så de tjener medlemmerne bedst muligt. Også her kunne vi måske overveje at alliere os med samarbejdspartnere i planlægningen af studieture.
2024
Næste år skal vi have den ny hjemmeside ud at arbejde og fortsætte arbejdet med et webinar eller to i løbet af året. Vi skal også undersøge mulighederne for større samarbejde med vores samarbejdspartnere. Og så skal vi naturligvis planlægge årsmødet, som er vores største og vigtigste aktivitet. Vi siger tak for i år og glæder os til at arbejde med en fortsat udvikling af vores forening.
På bestyrelsens vegne
Henrik Børsting Aagaard
Formand