Kære alle
Et fodtrin ind i juli og så er der meldt ferie…med gummistøvler og paraplyer, hvis man skal holde snuden og tæerne bare nogenlunde tørre, og ja, find bare striktrøjen frem også. Måske er det meget passende for Touren og kvartfinalerne (hvis man er til den slags). Jeg har nu haft ferie i en dag og den brugte jeg på ruten ved Rungstedlund og Karen Blixen Museet, som på kortet skulle være 16 km. Jeg må have ”off-roadet” for der løb en hel del flere kilometer på, som jeg først rigtig lagde mærke til i morges. Men turen og naturen var indbydende og oplysende, og åbnede grønne døre til ånd og hjerte. ”Biofili” har jeg hørt kloge mennesker kalde det – altså kærlighed til naturen, uden et bestemt formål.
Naturen og naturens ressourcer har i den grad også præget samfundsdebatten, med afsæt i både data og følelser. Den dagsorden går heller ikke planlægningen forbi. Det åbne land og vores arealressource løber igen med opmærksomheden, og ikke kun i form af VE anlæg. Det er hele udpegningsgrundlaget i kommuneplanen som er til storvask. Det handler om klima, natur, skov, lavbund, landskabsværdier, drikkevand og det handler om at undlade byudvikling hvor andre hensyn vejer tungere. Det kræver både mod og mere viden at skulle afveje disse hensyn og det bliver spændende, hvordan den nye grønne trepartsaftale skal udmøntes og hvilken rolle vi skal spille i kommunerne. Det betyder også noget for organiseringen af planarbejdet internt, både i kommuneplanen og i lokalplanerne, for den sags skyld også i håndhævelsen af de nye planbestemmelser. Kommunerne har også her vidt forskellige forudsætninger. Jeg hørte fx en planchef tale om hvordan de havde holdt flere møder om et enkelt træ – der var ikke så mange af dem. De nye forudsætninger skaber både forventninger og krav og mon ikke også vi møder nogle skeptikere, som synes kommunen går lige lovlig langt med artskrav til de grønne områder? Grænsen for grønne krav i planlægningen vil blive flyttet, men hvor langt? Og hvad er borgernes forventninger?
Den grønne dagsorden er massiv i det åbne land, men byerne bliver ikke glemt. Der er i høj grad også grønne dagsordener som vil skabe forandringer i byerne. Forandringerne kræver vedholdenhed, mod og kloge beslutninger.
Vi er i bestyrelsen ved at lægge sidste hånd på programmet til årsmødet og jeg kan allerede nu afsløre at vi netop vil være nysgerrige på beslutningsrummet. På årsmødet 2023 fik vi et skarpt tilbageblik på planlægningens plads i samfundets politiske landskab og et bud på hvilke dagsordener som vil være styrende for årene frem. Planlæggerens rolle har været og er fortsat gennem stor forandring med bl.a. den grønne omstillings omfattende dagsordener.
Vi oplever hvordan civilsamfundet mobiliserer sig og lægger enorme ressourcer i at præge den politiske beslutningsproces og derfor vil vi på vores årsmøde i år undersøge den demokratiske kapital i planlægningen, både når den handler om civilsamfundets kapacitet og ressourcer OG når den handler om den politiske meningsdannelse, som ikke altid modnes i partiets baglokaler men i stigende grad i andre meningsdannende rum. Derfor; sæt kryds i kalenderen 21.-22. november hvor vi igen samles på Hindsgavl Slot. Jeg glæder mig. Men først rigtig god sommer til alle.
Kærlige hilsner Lotte
Forperson for Danske Planchefer