Sommerhilsen Danske Planchefer 2025

Kære planchefer!

Den sidste, men klart den fedeste, opgave inden sommerferien er selvfølgelig en hilsen til mine medskabninger på planchefgangene. Vores lille forening er et livgivende pust i hverdagen og vi i bestyrelsen ser altid frem til tid med dette fællesskab. Og vi kan også se en lille smule tilbage. Sidste fredag kom vi nemlig hjem fra en virkelig dejlig studietur fra Bremen og Bremerhafen. Denne gang med tog. Måske har I allerede set opslaget på LinkedIn ellers prøv at se med her: https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:7344385323906314242/

Vi var denne gang 13 planchefer afsted sammen med vores turarrangør Marianne Bendixen som igen fik sammensat et rigtig godt program og gode reflektionsstunder over det vi så og oplevede – og jo, vi spiste også godt😊. Vi benyttede også lejligheden til at få talt vores netværk, hvordan de fungerer og måske især hvordan de kan fungere bedre. Vi overvejede blandt andet om det skal være mere tema-baseret, men kom frem til at den geografiske afgrænsning af netværk giver bedst mening. I meget velkomne til at henvende jer om ønsker til det eller sådan set også hvor den næste studietur om 2 år skal gå til.

Lige i øjeblikket er vi i bestyrelsen i fuld gang med årsmødet 13. og 14. november på Hindsgavl Slot. Titlen på årsmødet er Sammenhæng og strategisk ledelse i en virkelighed, der belønner enkeltsagen

Som planchefer er vi sat i verden for at skabe resultater baseret på langsigtet strategisk udvikling samtidig med at vi arbejder i en politisk kontekst, hvor beslutninger ofte træffes på baggrund af enkeltsager, sager med høj symbolværdi og kort tidshorisont. Hvordan håndterer vi det paradoks og hvordan tager vi aktivt lederskab i det?

På årsmødet stiller vi skarpt på strategisk ledelse, der binder fagligheder, forvaltninger og politiske dagsordenener sammen. Vi ser på hvordan vi skaber retning når kompleksiteten vokser og når nye politikere onboardes og skal navigere i en ukendt administrativ virkelighed. Vi taler om ledelse der både skal håndtere hverdagens her og nu beslutninger, og sikre fokus på langsigtet kapacitet, tillid og sammenhængskraft.

Vi får bl.a. besøg af Lasse Jacobsen, kommunaldirektør i Viborg, Mads Leth Jacobsen forsker i offentlig ledelse som giver os nye indsigter og konkrete greb til at styrke vores rolle som tværgående ledere der skaber løsninger med andre i og uden for murene af rådhuset.

Glæd dig til et par dage hvor du får tanket op med gode gensyn, lært nye planchefkolleger at kende og selvfølgelig får fyldt en masse god viden på motoren. Godt nok er det midsommer, men november lurer lige om hjørnet og det hele skal jo ikke gå op i hat og kommunalvalg – så hold øje med tilmeldingen til årets hyggeligste og mest vedkommende møde på Hindsgavl Slot!

I ønskes alle en rigtig dejlig sommer!

På bestyrelsens vegne,

Lotte Højgaard
Forperson