Sommerhilsen fra Danske Planchefers bestyrelse

Kære Planchefer

Sommeren er her, og mange af os skal snart på en velfortjent ferie. – Hermed ikke sagt at nogen skal på en ferie, der IKKE er velfortjent. Vi skal nødigt have nogen, der føler sig krænket.

I Danske Planchefers bestyrelse har vi bl.a. brugt foråret på at samle op på de input og forslag, vi fik fra vores miniworkshop på sidste årsmøde, og vi prøver at tage det med i valg af tema og indhold på vores næste årsmøde i november. Det webinar om tiny houses, som vi netop har afholdt, har også taget afsæt i forslagene fra Workshop‘en.

Husk at webinaret er blevet optaget og kan ses/genses af jer og jeres medarbejdere på det link, vi har sendt ud.

Temaet på årsmødet i fjor var bæredygtig ledelse, som vi anskuede fra forskellige vinkler.

I år vil temaet kredse sig om aktuelle bevægelser og tendenser i ledelse i det offentlige. Det er lidt bredt og kan lyde lidt kedeligt. – Det bliver det ikke, tør jeg godt love. Bl.a. fordi jeg kan afsløre allerede nu, at vi har valgt lidt begavet underholdning torsdag aften med Per Helge.

Vi præciserer fredagens tema og oplægsholdere i løbet af august. Så glæd jer til programmet afsløres i slutningen af september.

Og årsmødet foregår traditionen tro på Hindsgavl torsdag-fredag den 17.-18. november 2022.

Ind i kalenderen med det og glæd dig til to spændende netværksdage til efteråret på Hindsgavl.

Bestyrelsen ønsker jer alle en rigtig god sommer.

…og nyd det, lige så længe det varer

PBV

Henrik Børsting Aagaard

Ferieklar Formand