Sommerhilsen til Danske Planchefer 2023

Kære Planchefer.

Snart ferie. Tiltrængt. Jeg synes, det har været et forår med rigelig fart på i kommunerne. Den økonomiske nedtur blev afblæst, men vi skal alligevel gennem større spareøvelser.

Med en ny og ’handlekraftig’ (siger de selv) regering, har vi ventet spændt på nyt om, hvordan staten ville bidrage til at hjælpe og lette kommunernes arbejde med at løfte vedvarende energiplaner og naturligvis også om udmøntningen af forliget om planloven.

Det har for nylig givet afkast i form af en bekendtgørelse om vedvarende energi og et forslag til ny planlov, som Planfaggruppen har udtalt sig om. Selv om der er sympatiske tiltag og flere positive takter vurderer Planfaggruppen, at det samlet også er lidt en tynd omgang og fører til yderligere kompleksitet.

En af forårets motiverende oplevelser var Danske Planchefers studietur til Helsinki, hvor vi bl.a. hørte om de strategiske greb byen har for sin udvikling og besøgte nogle af Helsinkis store og spændende byudviklingsområder. Og netop det strategiske synes finnerne at være særdeles stærke i. Og så er der de lidt særegne finske karakteristika ved byggerierne, nemlig at alle etagehuse har- som noget helt naturligt – en sauna. Ofte i forbindelse med en tagterrasse. Og så er der glas foran alle, … og det er ALLE altaner.

       

Vi er i bestyrelsen ved at være klar med program for vores næste årsmøde.

I år har foreningen 20-års jubilæum! Og det vil programmet bære præg af, da vi både tager et historisk kig på planchefens rolle i by- og samfundsudviklingen og et kig på nutidens og fremtidens udfordringer, og hvad det kræver af os. Torsdag har vi planlagt jubilæumsunderholdning.

I løbet af august gør vi programmet helt færdigt. Så glæd jer til programmet afsløres i slutningen af september.

Årsmødet foregår på Hindsgavl torsdag-fredag den 16.-17. november 2023.

Har du det i kalenderen? Glæd dig til to spændende og hyggelige netværksdage på Hindsgavl.

Bestyrelsen ønsker jer alle en rigtig god sommer.

…og nyd det, lige så længe det varer

PBV

Henrik Børsting Aagaard

Ferieklar Formand