Webinar om tiny houses onsdag den 22. juni 2022 kl 13-15

Kære Planchefer

Så er vi ved at være klar til vores første arrangement, som bygger på de tilbagemeldinger, vi fik fra deltagerne ved vores årsmøde i november i fjor. Her holdt vi en miniworkshop, hvor vi bad plancheferne om at give nogle bud på, hvad vi kunne arbejde med i foreningen. Blandt mange rigtig gode ideer var forslag om at tage emnet ”tiny houses” op. En række kommuner arbejder med planer om tiny houses, men det er ikke så enkelt. Der er mange udfordringer.

Medarbejdere fra Køge og Vejle Kommuner har arbejdet på at skrue et program sammen om tiny houses. Begge kommuner arbejder aktivt med planer om at etablere tiny house bebyggelser. Webinaret bliver afholdt live fra Vejle Musikteater den 22. juni kl 13-15 og sendt som webinar for alle interesserede planchefer og deres medarbejdere.

Introduktion og program kan ses nedenfor.

Et link vil blive udsendt senere.

Bestyrelsen håber, I vil tage godt imod arrangementet.

Kommet for at blive? Tiny houses i Danmark

Tidspunkt: Onsdag 22. juni 2022 kl. 13.00-15.00

Sted: Online webinar, link kommer senere

Tiny House bevægelsen er en arkitektonisk og social bevægelse, der opstod i Amerika sidst i 90’erne. Men bevægelsen har vokset sig stor siden finanskrisen i 2008 og er også nået til Danmark. Et tiny house er et lille enfamiliehus til helårsbeboelse. Tiny houses er ikke en fast defineret størrelse, men karakteriseres ofte som et hus med en størrelse på mindre end 50 m².

Men er tiny houses kommet for at blive? På mange måder spiller de små boliger lige ind i den politiske dagsorden. Tiny house livsstilen handler især om et mere bæredygtigt liv, økonomisk frihed og fællesskab. At bo småt, kan ses som et modsvar til en tendens, vi har set igennem mange år. Nemlig at vores boligkvadratmeter vokser. Husene bliver større og dyrere, samtidig med at den gennemsnitlige husstand bliver mindre. Siden 1956 er størrelsen på et nybygget parcelhus næsten fordoblet og et typisk nyopført parcelhus er på over 150 m2. Der har samtidig aldrig før været så mange singler i Danmark.

Bæredygtigheden i tiny houses kommer især til udtryk i et væsentligt reduceret materialeforbrug ved opførelse og mindre energiforbrug til driften. Tiny houses bygges ofte i træ og andre byggematerialer med et lavt CO2-aftryk, som ikke er så almindelige i dag. De kan være isoleret af papiruld, halm, eller fåreuld, genbrugstegl, ubrændt ler, diverse restprodukter fra industrien m.m. Boliger halvt så store som gennemsnittet kan ca. halvere CO₂-aftrykket pr. beboer. Den kombinerede effekt af træ som byggemateriale og boliger i halv størrelse giver 70 % mindre CO₂-aftryk end konventionelt byggeri. Boligerne er samtidig ca. 30 % billigere end traditionelle boliger (Klimamål og fysisk planlægning, okt. 2021 udgivet af Concito, Gate21 og Dansk Byplanlaboratorium). At bo i et tiny house begrænser ofte også beboernes forbrug af varer som tøj, elektronik, legetøj og andre varige forbrugsgoder – simpelthen fordi der ikke er plads til at opbevare overflødige ting. Nogle tiny houses kan være off-grid, dvs. uden forsyning. Det er dog en udfordring at opnå strøm uden afbrydelser, rent drikkevand og korrekt håndtering af spildevand.

Men tiny house boligtypen er stadig meget ny i Danmark, og det giver udfordringer. Både for borgerne og kommunerne. For hvor kan man bo i sit tiny house? Kan det overhovedet godkendes til beboelse? Må man bo off-grid? Kan man bo i et tiny house på hjul? Hvordan planlægger man for et tiny house bolig område? Hvordan adskiller det sig fra andre boligområder? Alt dette og meget mere vil vi forsøge at komme omkring i webinaret Kommet for at blive? Tiny houses i Danmark.

Webinaret henvender sig til kommuner, som er interesseret i at høre om planlægning af tiny houses.

Foreløbigt program

  • 13:00 -15:00
    –  Velkomst v. afdelingsleder for Plan & Energi, Vejle Kommune og formand for Danske Planchefer Henrik Børsting Aagaard.
    –  Introduktion af paneldeltagere
    –  Præsentation af 2-3 tiny house projekter fra et kommunalt synspunkt
    –  Debat og spørgsmål
    –  Opsummering og afslutning
    –    TAK for i dag

Kontaktperson for henvendelser og spørgsmål:

Sabrina Haue, Plan & Energi, Vejle Kommune
Tlf: 21 69 83 27 | E-mail: salha@vejle.dk